DEBAT: Kan følelsesmæssig masochisme være et produkt af en forældet opdragelseskultur?
Der var engang.
Hvor alvor var alvor, og det havde konsekvenser på liv og død hvis de yngre generationer ikke lyttede til deres ældre vejledere.
Hvordan man sørger for at holde sig mæt, at holde sig væk fra farer, at kunne passe ind i flokken så man ikke bliver udstødt.
Livsvigtig viden, som det er bydende nødvendigt at give videre.
Vigtigere end omsorgen. Vigtigere end kærligheden.
Viden, der er så vigtig, at det at insistere på at dele den, ER omsorg.
Og nogle gange også kærlighed.
Vi skal ikke så mange generationer tilbage før der var lige så meget alvor i at lytte til de ældre generationer.
På liv og død.
At opføre sig ordentlig. At sikre sig et arbejde eller en uddannelse. At have respekt for sine ting, fordi der ikke var penge til at købe nye.
I et samfund, der ikke havde et sikkerhedsnet, som vi kender det i dag.
De ældre generationers opdragelse af de yngre i overlevelsens kunst.
Hårdhed er kærlighed. Tough love.
Frygtstyring.
I nogle kulturer større og langt ud over det, der har betydning for overlevelsen.
Børn, der rækker ud efter deres forældre. Kærlighed og hjertevarme der bliver overdøvet af overlevelsens alvor.
Eller, den perciperede overlevelse, om ikke andet.
Intensiteten fra irettesættelsen og frygten, den vækker, er en levende signatur i båndet mellem de ældre generationer og de yngre.
Frygt - og kærlighed.
Kærlighed, der strømmer naturligt fra en tilstand af frygt.
Sommerfugle i maven sammen med forventningen om skældud. Eller straf.
I et intenst, følelsesmæssigt møde.
Vores refleksstyrede opdragelse er vigtig.
Overlevelsen er ikke blevet nemmere at forholde sig til jo mere samfundet har udviklet sig.
Den basale viden om direkte livsfarlige aktiviteter er suppleret med forholden sig til social adfærd, selvbillede og samfundsforståelse.
Nogle gange handler det om overlevelse. Andre gange om sårbarhed. Det er de ældre generationers opgave at blive klogere på forskellen.
Så de yngre generationer lærer det rigtige.
Men.
Tilbage til overskriften.
Kan følelsesmæssig masochisme være et produkt af en - forældet - opdragelseskultur?
Jeg har allerede delt mine tanker med dig. Om hårdheden fra overlevelsen, der kan gennemsyre opdragelseskulturen.
I hvert fald i nogle kulturer.
Mit bud er: Ja.
Det kan det godt.
Jeg håber du har fået noget ud af at læse debatindlægget
Måske har du allerede selv tænkt nogle de samme tanker, eller det kan være du er blevet inspireret til yderligere refleksion - eller det kan være du har en helt anden forståelse?
Tak, i hvert fald, for din tid, og for at følge med helt til slutningen af artiklen.
Du er mere end velkommen til at skrive en kommentar længere nede på siden.
Kærlige hilsner
Karina Bundgaard
Shaman, kanal og spirituel lærer
Kategorier
- Anbefalinger | ALLE (46)
- Anbefalinger | Sessioner (23)
- Anbefalinger | Healing til BØRN & UNGE (7)
- Anbefalinger | CLARITY (15)
- Anbefalinger | Kurser, forløb og meditationer (14)
- Artikler (83)
- Energibilleder (14)
- Shaman Songs (2)
- Shamanistiske grundprincipper (2)
- Samfund (3)
- Video med healing (10)
- Meditationer og visionsrejser (1)
- Kanalisering (4)
- Shamanistisk Brevkasse (1)
- Webinar (1)
- PODCAST med healing (6)
- Anbefalinger | Krystalhealing (1)
5 kommentarer
Hej Karina, fra Lene
Det er svært at komme med en kommentar til dit indlæg, synes jeg, da det er meget svævende og ukonkret, det du beskriver.
Hvordan man skal forholde sig til opdragelse afhænger meget af barnets alder og det enkelte individ og samfundet , kulturen man lever i. Det er vel forældrenes og samfundets interesse i at barnet klarer sig så godt som muligt, men samtidig skal der vel også ske nogle ændringer i samfundet for at det udvikler sig og man skal have nogle kompetencer som individ så man kan omgås andre mennesker på en positiv facon.
Ens evne til at kunne omgås andre og ens evne til at styre sine impulser og vente til det rette øjeblik er afgørende for at man klarer sig godt i ethvert samfund og i enhver kultur. I en undersøgelse fra New Zealand hvor man i snart 45 år har fulgt børn fra de blev født og til de nu må være omkring 45-50 år viser sig at være afgørende. Hvis man f.eks. ikke styre sin umiddelbare impuls til at handle kunne man havne i kriminalitet, stofmisbrug og dårlige relationer til andre. Dem der var gode til at omgås andre havde et godt, harmonisk og roligt liv lige meget om de havde en lille indtjening eller en stor.
Jeg synes, at man i høj grad som forældre også skal se på det enkelte barn, og hvad det har brug for at udvikle sig, i hvert fald hvis man bor i Danmark. Måske har barnet f.eks. en højere moral og etik end forældrene, fordi barnets sjæl er mere udviklet end forældrenes! Her dur det ikke at opdrage barnet i de normer som eksisterede da forældrene var børn.
Hej Lene - tak for dit bidrag.
Ud fra det, du skriver, virker det til at vi er har et fodfæste i den samme forståelse af tilgangen til at forstå de nye generationer.
Hele indlægget er ment som en optakt til at reflektere over om/hvordan misforstået stringens i opdragelseskulturen kan skabe følelsesmæssig tryghed/afhængighed til forskellige varianter af underkastelse.
Forstærker opdragelseskulturen dynamikkerne i forhold til dominans/underkastelse i samfundet?
Det er - synes jeg - vigtigt at bryde med. Også selvom det kun er en lille del af det store perspektiv omkring vejledning og opdragelse.
Hej Karina
Hvis dit spørgsmål er om man som individ skal underkaste sig et samfunds normer gennem opdragelse, så må svaret være nej. Hvis samfundet opdrager til underkastelse så vil det ikke udvikle sig. Samfundet er ikke interesseret i at respektere det enkelte individs fri vilje. Opdragelse er altid en balancegang mellem at kunne fungere sammen med andre (for vi har brug for at "spejle os i andre") og så kunne udvikle sig individuelt.
Rent hjerne mæssigt er vi måske ikke helt udviklede/ voksne før vi er 25 år gamle (her er viden om vores handlingers konsekvens færdig) , det er jo denne viden der adskiller os fra dyrene (tror jeg).
Udvikling og nye ideer er tit opstået fordi mennesker har fået lov til at eksprimentere og prøve sig frem i områder som ikke har været udforsket før. Hvis samfundet ikke giver lov til det eller ikke mulighed for det så stagnere samfundet.
(jeg er uddannet pædagog og folkeskolelærer, ellers healer, druide og telepatør)(vi har mødtes til helsemesse i Aarhus.
Mit spørgsmål er om opdragelseskulturen kan skabe et afhængighedsforhold til at lade sig undertrykke - det mener jeg selv at det kan.
Jeg har set mange eksemper på at mennesker der har oplevet at blive opdraget uden at blive mødt slås med ufrivillige mønstre omkring at gøre sig underlegne - i form af selvværdsproblematikker, destruktive forsvarsværker o.a.
Så jeg beklager hvis jeg har været uklar i formuleringen af spørgsmålet - og nej, jeg synes (selvfølgelig, fristes jeg til at sige) at man som individ skal underkaste sig et samfunds normer gennem opdragelse :)
Hej Karina
Nå, det er det, du taler om.
Definitioner:
Selvværd: "Tilfredshed med at være den man er og med det man gør."
Selvtillid: "Tillid til sig selv og sine egne evner".
Som jeg ser det, kan man have udfordringer et sted eller begge steder.
Forældre opdrager tit som de selv er opdraget eller lige modsat det som de selv blev opdraget.
Som professionel opdrager skal man gerne kunne tage et bevidst valg af at påvirke børn og dem som man omgås. Men det er jo ikke altid at det lykkes eller at man er så opmærksom på hvad man gør.
Bogen:"Gør jeg det jeg tror jeg gør"
Forældre der opdrager og ikke lytter til og opmuntre barnet vil få børn der får nogle problemer.
Forældre der ikke opdrager og opmuntre børnene til at de er fantastiske vil få børn med nogle problemer.
Forældre der slet ikke ser børnene får børn med nogle problemer.
Jeg har mødt alle mulige kombinationer, men også alle mulige individer så man vil altid få nogle problemer med et eller andet.
Forældrene vil også være påvirket af de normer, der er i samfundet til opdragelse, på det givne tidspunkt.
Fri opdragelse, kreativitet, kanon for viden, regner og normer osv.
Man kan godt have selvværd men tvivle på sine evner i forhold til hvad der bliver krævet af en fra samfundets side.
Man kan også have en opfattelse af at man selv er helt fantastisk og ikke forstå at andre har en anden opfattelse. Forældrene har rost barnet for alt, men når barnet kommer ud i samfundet kan det møde mennesker der har en anden opfattelse af hvad der er en god præstation.
Som voksen har man muligheden for at se på sig selv med voksne øjne. Hvis man har den evne (intelligens og humor). Dermed har man mulighed for at ændre sin opfattelse af sig selv, og sine handlemønstre.
Når man arbejder spirituelt vil man tit få de samme udfordringer i en periode, indtil man har løst opgaven/bearbejdet den.
Skriv en kommentar